10 fine opbevaringsbokse

Opbevaringsbokse er perfekte til at gemme småting væk i, så de ikke ligger og flyder rundt omkring i hjemmet. Samtidig bliver det også lettere at danne sig et overblik over, hvilke ting man rent faktisk har, for ikke at glemme, at det er nemmere at huske småtingenes pladser.

Dog har opbevaringsbokse og kurvebokse det med at blive en stor del af indretningen og det kan derfor godt betale sig at finde nogle pænere modeller, der er ligeså flotte at se på som de er praktiske. Vi har her fundet 10 spændende opbevaringsbokse, der vil være lækre at have til at stå på skrivebordet eller hylderne.

Livlige og solide papkasser

De fleste forbinder opbevaringsbokse med kedelige, gennemsnitlige modeller i plastik eller almindelige papkasser i brune, grå, sorte eller hvide nuancer. Men opbevaringsbokse i pap behøves ikke nødvendigvis at være gennemsnitlige at se på. Blandt andet har det danske Manostiles gjort op med monotone opbevaringsbokse, og fremstillet en masse smukke, mønstrede og farverige kasser med låg på. Manostiles æsker kan både købes i sæt af flere, men sælges også separat. De viste opbevaringsbokse er blot nogle af de mange fede modeller og det kan bestemt anbefales at tjekke Manostiles sortiment ud.

 

Opbevaringsbokse Manostiles

Det er svært at komme udenom den danske designdarling, Hay, der gang på gang leverer flotte interiørdesigns til boligen. Og selvfølgelig har de også skabt nogle fine opbevaringsbokse, der bestemt vil klæde mange hjem. Blandt andet har de kreeret et fint sæt opbevaringsbokse i kraftigt pap til skrivebordet, der består af syv forskellige kasser i syv forskellige størrelser, som kan være i hinanden, ca. efter samme princip som med en russisk babuska-dukke. Det viste sæt er i en maskuline farveskala, kaldt ”Male”,  men der er også lavet et sæt kasser i den mere kvindelig farveskala, i navnet ”Female”. Opbevaringsboksene fra Hay koster 299 kr. for et sæt bestående af syv bokse. Derudover er der også en masse andre flotte opbevaringsbokse fra Hay, hvis ”Female” og ”Male” ikke helt kunne stille oprydningsbehovet.

Opbevaringsbokse HAY Male

Også House Doctor er hoppet med på moden og har lavet nogle fine og livlige opbevaringsbokse til skrivebordssagerne. De skønne ”dokumentkasser”, som de kaldes, er fremstillet i MDF, karton og papir og fås i de to designs ”Geometric” og ”Stairs”. Kasserne er desuden håndlavede, hvilket gør at hver evig eneste boks er unik. House Doctors opbevaringsbokse fås i sæt af to, hvor kasserne er i forskellige mønstre og den ene kasse er en anelse større end den anden (22x32x6 cm og 24,5x34x7,5 cm). Et sæt med to kasser koster ca. 250 kr., hvortil man kan supplere, såfremt man får brug for flere opbevaringsbokse, med andre bokse fra House Doctor i samme designs, men i andre størrelser.

Opbevaringsbokse fra House Doctor

Opbevaringsbokse i strik

Nogle er også gået skridtet videre fra kasser i pap og har beklædt dem med blødt og lækkert strik i forskellige farver og mønstre. Strikbeklædte opbevaringsbokse giver en hyggelig og blød stemning i hjemmet og er på samme tid en flot opbevaringsløsning til sine blade, DVD’er, breve, postkort m.m. Hübsch har blandt andet lavet sådan nogle gemytte kasser. Stikkasserne fra Hübsch fås i tre størrelser, en lille, en mellem og en stor, i farverne lyserød og grå. Den lille strikovertrukne boks koster 145 kr., 245 kr. er prisen for den mellem og 345 kr. for den største udgave.

Opbevaringsbokse Hübsch strik

Skønne kasser i træ

Er man træt af de almindelige opbevaringsbokse i pap, som findes i næsten alle supermarkeder og bolighuse, er der også et stort udvalg af kasser i træ, til at gemme sine ting væk.

Nomess COPENHAGENs flotte kasser, der går under navnet Balsabox (Natural), er geniale til alverdens småting. De praktiske opbevaringsbokse fås i fire forskellige størrelser, der med deres naturlige og rene charme både ser flotte ud sammen og hver for sig. De fire forskellige opbevaringsbokse måler hhv. 15x15x11,8 cm, 20x20x15,8 cm, 25x25x19,8 cm og 30x30x23,8 cm og koster 99,95 kr., 124,95 kr., 179,95 kr. og 249,95 kr.

Opbevaringsbokse Nomess Balsabox

De smukke opbevaringsbokse nedenfor er fra Trip Trap og hedder ”Dania Box”. Dania opbevaringsbokse er helt ideelle til opbevaring af mindre sager og er delikate at se på for øjet, med de bløde, rundslibede trækanter. Kasserne fås i tre farver – natur, petroleum og pistacie, hvor de malede kasser alle er med et låg i natur. Derudover fremstilles kasserne i tre forskellige størrelser, som koster hhv. 199,95 kr., 249,95 kr. og 299,95 kr.

Opbevaringsbokse Trip Trap Dania

Og så var der endnu en smart og elegant boks til opbevaring fra Trip Trap. Modellen hedder Hide Box og er helt ideel til både bryggers, bad, stue osv. Og med sin gitterstruktur i teaktræ, er der sikret ventilation til hvad end der er kommet i kassen, fx sko, håndklæder, beskidt/ vådt tøj, legetøj osv. Hide Box kan findes fra 1.495 kr.

Opbevaringsbokse Trip Trap Hide Box

Endnu en gang Ferm Living på listen. For i Ferms børnekollektion er der nemlig nogle meget bemærkelsesværdige og dekorative opbevaringsbokse, der bestemt får smilet frem hos de fleste. De finurlige kasser hedder ”Face Plywood Boxes” og fås i et sæt bestående af tre kasser i tre forskellige størrelser. Kasserne er fremstillet i brikekrydsfiner, hvori der i hver kasse er udskåret et ansigt, suppleret med et farvet låg, som prikken over i’et. Face Boxes fås både i en almindelig version med farevde låg (se billede), samt i et sæt hvor kasserne er malet i tre forskellige farver -hvid, gul og grå. Begge sæt opbevaringsbokse koster 1.499,95 kr.

Opbevaringsbokse Ferm

Gennemsigtige opbevaringsbokse

Med en transparent kasse kan man nemt og hurtigt skabe overblik over hvilke ting man rent faktisk har. Gennemsigtige opbevaringsbokse kan være flotte at se på, med deres glasagtige skær, og giver indholdet i kassen opmærksomhed. Og synes man at det alligevel roder lidt for meget, når man kan se alle sine småting, kan man let skabe lidt mere ro på helheden ved fx sortere tingene farvemæssigt i de farveløse kasser.

Opbevaringsbokse GODMORGEN

GODMORGEN er et sæt bestående af 5 opbevaringsbokse fra IKEA. Egentlig er de små bokse beregnet til badeværelset, men de kan også fint anvendes på skrivebordet, på hylderne, på sminkebordet osv. Kasserne er fremstillet i karbonplast, så de tåler at komme i opvaskemaskinen. De 5 små platskasser er også forholdsvist billige og koster små 80 kr. for sættet.

Opbevaringsbokse Nomess

Endelig er der også nogle transparente opbevaringsbokse, der sætter lidt mere kulør på tilværelsen – og så behøves man ikke en gang at sortere indholdet efter farver, fordi kasserne er så fremstående i sig selv. De sidste opbevaringsbokse på listen er fra endnu en listegenganger, nemlig Nomess COPENHAGEN. Modellen medder ”Momabox”, er fremstillet i akryl og findes i mange forskellige farver (rød, gul, orange, pink, blå, osv.) og adskillige forskellige størrelser – fra 39 kr.

 

 

Eka Poliakova

Eka Poliakova er autodidakt kunster og journalist med passion for indretning.